JavaScript Menus and DHTML Menus Powered by Milonic


Kerteminde havn Kerteminde havn

Kerteminde, Johannes Larsen og Hindsholm

Varighed: 3 timer

Denne tur giver et godt indtryk af Kerteminde by og naturen i området omkring den lille fiskerby, der ligger mellem hav og fjorde.


Johannes Larsen Museet

Johannes Larsen Museet Johannes Larsen Museet
I Kerteminde ser man på en byvandring de smukke, gamle huse i kvartererne omkring Fiskergade og Præstegade, hvorefter spadsereturen går ned forbi havnen, forbi marinaen til Møllebakken.
 
Her grundlagde maleren og mølleejeren Johannes Larsen først i dette århundrede sit eget paradis. Den gamle mølle ses stadig, havens mange sjældne og smukke træer grønnes stadig hvert forår, udsigten over Kerteminde og storebælt er lige så smuk i dag som dengang – og det hele kan nydes af Møllebakkens gæster.

Hvad enten De er interesseret i møller, kunst, arkitektur, sjældne træer eller kunsthistorie, er Møllebakken og Johannes Larsen Museet et besøg værd. Malerens hjem står urørt med møbler og andet inventar. Gå en tur i Johannes Larsens hjem og i den smukke have. Indsnus atmosfæren fra en epoke i landets kulturliv, hvor dagligdagens og naturens skønhed stod i centrum.


Billede
Naturen satte et meget stort præg på Johannes Larsens kunst. Han er således især kendt for sine billeder af dyr og fugle i den flotte fynske natur. I udstillingsbygningen ved siden af huset, er der ud over den store samling af Johannes Larsens egne malerier mere end 50 – især fynske – malere repræsenteret.
 
På den efterfølgende bustur får gæsterne den smukke natur på halvøen Hindsholm at se. Gæsterne passerer Hverringe Gods – et imponerende bygningsværk, der ligger tæt ved vejen. Videre gennem de særprægede små landsbyer Måle og Viby, som er en fredet landsby med en usædvanlig kirke og en velbevaret vindmølle, og tilbage igen mod Kerteminde.

Kombinationsmuligheder:     
Besøg på Fjord-og Bælt centret
Ladbyskibet
Vandretur rundt om ”Fyns Hoved”
Øl-smagning på micro-bryggeri